Det nye koncept: dåsebørn

På mit arbejde har der været en kunster forbi. Et af resultaterne er en række beholder i form af dåser, bøtter, tuber og tilsvarende. Hver af disse er påklistet sigende beskrivelser af indholdet som f.eks. "silence", "collective consciousness", "non reachability" eller "duration extender".

Her opstod ideen så om dåsebørn. Med alle de dåser, tuber og andre beholdere, burde der være nogle dåsebørn... Så kan man altid lukke for dem, hvis der er for meget larm. De fylder heller ikke så meget - de kan nøjes med en hylde fremfor et rum... Og specielt med dåseversioner giver dåseskjul en helt ny mening...

Dette genialle koncept kan også overføres til dåsehunde? Dåsevenner? Dåsefamilie? Efter lidt eftertænksomhed er en dåsehund måske en lidt skidt ide alligevel. Man kan vel ikke rigtigt forestille sig at gå en tur ned gennem parken med en dåse i snor... (rasle, rasle, rasle).

Endnu en variant er afskående blomster på tube - de visner jo alligevel og skal derfor ikke genanvendes... lige til inderlommen.

Danskeren er fundet

I dag kan man læse i gratisaviserne (og måske også andre), at "danskeren" er fundet. Han er 39,7 år og kører Suzuki. Dette betyder, at han skal være født i november 1967, så kender du ham (og ejer han en suzuki) betyder det, at du kender en dansker.

Men dette er også lidt skræmmende, for dette må jo nødvendigvis også betyde, at resten af os ikke er danskere. Vi må jo så være indvandrere (nogen måske 20. generation, men alligevel) - og så forstår jeg godt, hvis nogen mener, at det er indvandrene (alle undtagen denne ene dansker), der får Danmark til at fungere. Tilgengæld kan udfra dette undre, at DF får så stor opbakning med deres slogan "Danmark for danskere(n)".

Men endnu mere skræmmende er det da, ham danskeren kun er dansker i denne måned. I næste måned er der en ny dansker, der så vil være født i december 1967. Dette er skræmmende, at den tidligere dansker (ham fra november) bliver smidt ud igen, men det rummer på den anden side en mulighed for en meget fokuseret marketing fra Suzuki's side. Det kan man da kalde direct-marketing. Hør f.eks. sloganet: "bilen for danskeren og for alle jer andre".

Der går næsten 5 år, før jeg skal have en Suzuki i en måned...

helt blank... Hvad skal jeg skrive

asfldgsda thg asd.nsa.,mbs.fnas

Nåhh... Det var måske ikke det mest intelligente, jeg kunne finde på. Men der skal jo stå noget, så I ikke tror, at jeg er gået bort...

(Psstt...jeg tror forøvrigt, at der er en stavefejl i den øverste linie).

Indhold uden indhold

Jeg har lige være inde og se Tivoli Variaté med Sidse Babett og Søren Østerhår. Det er dog imponerende, skønt og befriende, hvordan de kan få næsten 2 timer til at passere med diverse internationale indslag fuldstændigt uden reelt indhold. Mærkelige indslag følger skarpt hinanden, hvor den ene mere kiksede figur afløses af den næste. Allerede ved det første indslag af de kendte australske tvillinger lægges stilen - meget langt hvad man ellers kan finde omkring i revyer, stand-up med mere.

Næsten alle tilskuere (der kan jo være en enkelt fornægter) forlader salen med krampe i grinemusklen og sammenkrummede tæer, der kan passe sko 5 numre mindre... Specielt et af de sidste numre bliver alle (jeg siger og skriver alle) svinet til i en grad, der på åben gade til sende en på længere betalt ophold på et af landets intensiv afdelinger. det er simpelthen imponerende, hvordan der kan opstå en massepsykose, hvor alle griner uden af vide hvorfor... Søren må i den grad følge det lige dele befriende og bizart om, hvor publikum modtager eder, der vil give 2-4 års fængsel i US.

Hvilket bringer mig til, at min og sikkert også en hel del andres tages alt for alvorligt... Vi har åhh så travlt med alt muligt, over tid ligegyldigt, og stresser igennem alt for meget, hvorfor en del bliver overfladisk... Og det er jo her, at der er vigtigt lige at se sig omkring og spørge hvorfor???...

Jeg tror, at jeg vil til at indføre minimum 1 ugentlig ligegyldighed (ud over TV)... Hov det skal man da ikke skemalægge eller for så vidt planlægge... Det skal bare ske... spændende... Jeg må lade mig inspirere.

Frem og tilbage er IKKE lige langt...

Jeg kører med DSB hver dag (faktisk flere gange dagligt) som så mange andre - og selvom jeg ejer både bil og MC, er det fuldt bevidst at jeg foretager disse handlinger. Dette har i disse varme dage giver mig en forståelse for, at frem og tilbage ikke er lige langt - eller i hvert fald tager meget forskellig tid at komme fra A til B i forhold til retur (B til A).

Om morgenen kommer toget fra jylland eksemplarisk til tiden (gerne 1 minut før) og ankommer planmæssigt (gerne 1 minut før). Der er rigeligt med sidepladser, kupéen er køling og der er stille. Det er faktisk svært at finde noget at klage over... Det skulle da lige være uddeling af gratis basser...

Om eftermiddagen derimod er toget ca. 20 minutter forsinket, hvilket i sig selv er en præstation, da der dette betyder, at toget er forsinket 20 minutter fra udgangspunktet. Derefter køres der med let nedsat hastighed (årsagen kan findes i dagens aviser inklusiv ansvarsfraskrivelse og mudderkast) og det nu overophedede tog er nu dobbelt så lang tid om at komme retur. Man kan faktisk nå at tælle antallet af træer på ruten (kun prøvet i højre side, hvor der der 54.872 træer langs banelegmet).

Kort fortalt er årsagen, at varmen overvarmer skinnerne så meget at de bliver længere. Dette gør både skinnerne skrøbelige (derfor nedsat hastighed) og forlænger rejsetiden... Der er altså længere hjem end ud.

Endnu en skøn dags sommer

Endnu en skøn sommerdag er gået bort som et øjeblik, der passérer forbi. Der findes få ting mere tilfredsstillende end at bruge tiden på noget man kan lide og andre kan nyde godt af. Det kan man godt blive lidt selv-fed af (altså ikke vægtpåtagende...).

Sommeren skøn

Så kom sommeren skøn med varme til både hud og hjerte. Fortrængt bliver hurtigt blæst, kuld og fugt, for hvem ønsker sig ikke at se solnedgang på stranden til lyden af bølgerne, der fortaber sig, mens man nyder skæret fra de forbrædte træknuder, der udgør resterne af aftenbålet som afslutning på en god dags aktiviteter i fællesskab med dem, der er nær.

Det er netop aftener som disse, at jeg er glad for at bo i Danmark.

At elske den næste

Søren Kierkegaard sagde engang om det at elske:
Den, der virkelig elsker, siger ikke: "Der er meget jeg ikke forstår og derfor vil jeg intet gøre; Jeg vil kun elske over det dunkle. Nej, han skynder sig og opfylder den elskedes ønsker, så langt han har forstået det.

Det at elske kan til tider være svært, for man kan altid finde sig en torn og stirre blind på. Man kan altid finde ud af, hvorfor man ikke skulle gøre det og finde alle mulige rationelle forklaringer på, hvorfor det at elske er spild af tid og energi. For det at elske er ikke rationelt...

MEN der er håb, for det at elske skal netop ikke være rationelt. Man skal jo netop ikke elske fordi, men på trods af. Man skal netop elske, fordi ingen anden handling eller tanke kan skabe så meget mildhed, fred, harmoni og ro som det at elske uden at stille spørgsmål til hvorfor...

Dette gælder både at elske dem man er i familie med, sine venner, den næste, Gud (hvis man er troende) og manden/kvinden på gaden. Mange vil sikkert her tænke hvorfor - nu rabler det for manden...

Og det gør det måske, men når jeg/man/vi ikke gør det nok (elsker altså), så er alternativet at folk bliver stukket ned på åben gade som dyr, fordi de ikke lige havde en cigaret i lommen, eller bliver tæsket til lirrekassemand, fordi de var til på netop det fortov den dag. Og det sker desværre i stadig stigende grad i vort samfund idag.

Så heller elske den næste (hvem det end måtte være) på trods af, og derved skabe et fredsfyldt samfund...Også selvom det i nogen tilfælde vil være en hård opgave. For ikke alle er lige "loveable"...

Jeg vil også gøre et nyt ord

"Holdaroundable" - det er min første tilføjelse til det anvendte sprog. Når nogen er holdaroundable, føler man en uendelig lyst til at holde om dem. Dette uanset hvor man ser dem og i hvilken grad man kender dem. Man kan ej heller sige hvorfor, men ved kun at man er nødt til at stoppe op og give efter og lade tiden passere...

Jeg håber at møde forståelse for "overfaldet" hos dem, dette må gå ud over... Ellers må I så meget undskylde, men jeg kan ikke gøre for det - jeg er bare nødt til det - det er ikke af ond mening, tværtimod....

Med anstand

Det var med anstand (og uden anstandsdame), at jeg kom igennem dagen i går og kun begrænset aktivtet. Det blev ikke helt så slemt som frygtet, men der var en del påmindelser i løbet af dagen. Heldigvis var vejret jo godt omend lidt luftigt og så bliver man jo glad for at bevæge sig rundt siddende på ryggen af en motoriseret cykel for at nyde landskabet med de mangefarvede bølgende marker.

Det blev også til en tur i biografens mørke univers (med den absolut nødvendige for store mængde guf), hvor man kan falde hen til instruktørens fantasifulde fortælling i lyd og billede.

Fysisk aktivitet er farligt

Lige hjemvendt fra grønsværen, hvor jeg i min naivitet sammen med gruppe yngere har løbet rundt efter en bold i et par timer, slår det mig (atter), at jeg i morgen på det grusomste må modtage smerten for at lege med de unge og adrætte. Atter engang har jeg forvildet mig afsted og bevæget mig alt for meget på alt for kort tid og naturligvis uden nogen form for op- eller nedvarmning (det er kun for sportsfolk og den kategori falder jeg ikke i). Atter har jeg ladet mig lokke i fordærv... Men jeg skal tage smerten med anstand og oprejst pande... eller i hvert fald forsøge...(man kan vel være lidt ynkelig bag lukkede døre og nedrullede gardiner)...

Hvilket minder mig om en gammel kæphest. De fleste sportsskader (tennisalbue undtaget) sker for folk, der dyrker sport... Sport er farligt... Deraf overskriften "fysisk aktivitet er farligt".

Jeg håber ikke, at det samme kan siges om psykisk aktivitet... Hvilket så igen bringer spørgsmålet til den kendte og velrenomerede sport skak... giver den skader...?

Hvad svarer man?

Jeg blev forleden inviteret til en weekendtur til jylland, men da der samtidig var et allerede accepteret familiearrangement, var jeg så nødt til at takke nej med en begrundelse om, at jeg desværre ikke kunne være 2 steder på 1 gang. Hvorefter følgende spørgsmål kommer: Hvorfor ikke? Vel at mærke stillet af en voksen, der er fuldt fungerende i et normalt job.

Hvad svarer man til dette??? "Fisk", "nej", "ja", "fysisk umulighed i følge lov om...", "apoteket var løbet tør for skizofrenipiller", "selvfølgelig, jeg finder lige en kniv og flækker mig i 2".... Det kræver altså lidt større overvejelse.

Summen af aktive valg

En klog mand sagde engang, at man er summen af valg, man har truffet igennem livet, hvor valg forstås både som til- og fravalg. Og valg skal man jo træffe hele tiden, hvad enten det er livets almindelige trivialiteter eller der, hvor det skelsættende valg reelt får betydning og kan koste.

Dette må derfor betyde, at bordet fanger den sidste dag. Der hvor man kigger tilbage og spørger om det var et godt liv man fik levet, om der var noget man ville have gjort anderledes. Bordet fanger fordi man jo selv har truffet alle disse valg. Der er ikke nogen, der betvinger mig et bestemt valg for det er min samvittighed og undertegnede, der træffer valget i sidste ende (her dog undtaget fysisk påtvunget valg truffet af andre som kugler, overgreb og lignende).

Men det må også betyde, at jeg skal tage stilling hver dag og være opmærksom på disse valg. Dette skal jeg, fordi åhh så mange valg træffes pr. automatik af den indgroede "plejer"-funktion. Den skal klart bekæmpes - plejer skal holdes nede mest muligt, for den spilder tiden helt utroligt meget og den er god til det. Der er intet mere dræbende for fri vilje end at gøre som vi plejer. Derfor: PLEJER SKAL DØ; DØ; DØ.... Dø så... nu.... inden du gør mere skade... Og så må jeg jo så leve med at skulle tage stilling til al ting og alle spørgsmål...

Jeg håber forøvrigt ikke, at alle valg vejer lige tungt, for ikke alle valg har vist været lige heldige eller lige velovervejede... Heldigvis for min samvittighed kan jeg ikke huske alle trufne veje, men er der nogen, der holder øje...?